REE GOLFKLUB

Kr. 800 for 12 måneder.

Drivingrange i topklasse og 2 Golfsimulatorer.
LED lys på drivingrange tændt til kl. 22.

REE GOLFKLUB
REE GOLFKLUB
REE GOLFKLUB
REE GOLFKLUB
REE GOLFKLUB

previous arrow
next arrow
Slider

Seniorklubben nyhedsbrev

Skrevet af Torsdag, 10 Oktober 2019 10:11 af

Nyt fra Seniorklubben - oktober 2019.

Endnu en vellykket sæson sluttede for et par dage siden - i øvrigt den 17. i rækken.

Vejrmæssigt kan størsteparten af sæsonen vel bedst karakteriseres som typisk dansk vejr - dvs. vi blev begunstiget af ”lidt af det hele”.

Medlemsantallet har gennem en årrække ligget stabilt i niveauet 125. Aktuelt er vi 124 medlemmer eller 3 færre, end vi var, da sæsonen 2018 sluttede. Så de afgange, der har været, har heldigvis stort set kunnet opvejes af ny tilgang. Rigtig flot. Vi har dog fortsat plads til nye medlemmer. Så opfylder du alderskriteriet på 50 år og har lyst til at blive medlem af en klub, som ud over glæden ved spillet vægter det sociale sammenhold højt, så står vi klar til at byde dig velkommen, når den nye sæson åbner til april næste år. 

Vi har i sæsonens løb spillet i alt 31 matcher (inkl. vores forårs- og sensommertur samt venskabsmatchen mod Asserbo). Det samlede deltagerantal har været 1416 svarende til 46 i gennemsnit mod 41 i 2018. Ja, vi skal faktisk tilbage til 2015, før vi finder samme høje gennemsnit som i år. Så det kan vi bestemt godt være bekendt - alderen taget i betragtning.

Jeg har tidligere orienteret om ”Nyt fra Seniorklubben” frem til midten af juli og om Inger Hedegaards hole in one i begyndelsen af september. Der mangler således alene en omtale af vores 3 dags tur samt afslutningsmatch.

Vi har gennem en længere årrække arrangeret en 3 dages golftur i begyndelsen af september. Denne tradition blev naturligvis videreført i år, hvor turen gik til Vestsjælland. De to første dage spillede vi banen i Kalundborg GK, mens vi på tredje dagen - på vej hjem mod Nordsjælland - spillede banen i Holbæk GK. Under opholdet var vi indkvarteret på Strandhotel Røsnæs, som ligger blot et par kilometer fra Kalundborg Golfklub. Ganske bekvemt.

 

Holdvindere i Kalundborg.
Gert Geertsen, Anne Jette Rind, Bent Hansen, Tommy Sinding.

Hygge ved middagen på Strandhotel Røsnæs. 

Kalundborg GK’s bane må vel nærmest betegnes som en seaside bane, hvorfra der er en skøn udsigt over fjorden og Sejerøbugten. Banen er meget kuperet, så alle klubbens buggier var i brug begge  dage. Vi havde rimeligt godt vejr, om end der faldt lidt regn på dag 2. Flere af deltagerne syntes dog, at det blæste lidt rigeligt, og at vinden derfor havde (alt) for stor indflydelse     på de opnåede     resultater. Årsagen kunne givet også forklares på anden vis.

På vej hjem spillede vi som nævnt banen i Holbæk GK. Sidst vi spillede denne bane – tilbage i 2007 - stod det ned i stænger, ligesom det stormede så voldsomt, at adskillige af deltagerne  valgte at     ”gå ind” og enkelte endda køre hjem, før runden var færdigspillet. Så det var med lidt bange anelser, vi i bestyrelsen endnu en gang havde valgt Holbæk GK som spillested. Denne  gang var vi dog     mere heldige. Godt nok var det overskyet, men vi slap for regn. Derimod undgik vi ikke en ret kraftig vind, hvilket især kunne mærkes på de 9 huller, der ligger på halvøen  Kirseholmen.

I alt deltog 46 medlemmer i den meget vellykkede tur og på de tre dage, blev der i alt uddelt 57 præmier fordelt på holdpræmier, individuelle præmier og præmier til nærmest hul. Du kan se nogle af  vinderne på de viste fotos.

De fire bedst placerede i den individuelle konkurrence i Kalundborg.
Ingolf Andersen, Bent Hansen, Gert Geertsen, Leif Petersen.

 

Ikke mindre end 72 af Seniorklubbens medlemmer afsluttede i mandags sæsonen 2019 med en Texas Scramble. De foregående 4 år har tilslutningen til afslutningsmatchen ligget tilsvarende højt (73, 71, 73 og 74). Skyldes det høje og stabile antal, at den efterfølgende frokost i alle de nævnte år har været ”gratis”? Jeg vælger at lade svaret blafre i vinden og ”nøjes” med at glæde mig over det store fremmøde.

Da starten gik præcis kl. 09:00, var der ikke mange varmegrader i luften, og flere medlemmer havde da også klogeligt fundet vinterhandskerne frem. Heldigvis brød solen allerede efter en times tid gennem skydækket, således at langt hovedparten af matchen kunne afvikles i et ovenud flot efterårsvejr.

Alle spillede med udslag fra rødt teested, og alle havde uanset handicap (kun) fået tildelt ét ekstra slag på hvert hul. Der blev alligevel præsteret mange rigtig gode resultater, hvor rækkefølgen i flere tilfælde måtte afgøres på summen af scoren på de sidste 6 eller tre huller. Om årsagen til de mange høje scores skyldtes udslagssted, holdsammensætning, vejret, eller at formen hos mange af os først kulminerede her ved sæsonens slutning, kan jeg ikke helt afgøre - og er i øvrigt også underordnet.

Kirsten Seehusen på 18. hul.

Nr. 2 i holdkonkurrencen.
Ingolf Andersen, Kaj Uhre, Anne Jette Rind, Rolf Eriksen 

Efter matchen blev der serveret en dejlig frokost i restauranten og uddelt i hobetal af præmier herunder tre CD’ere doneret af Pia Clausen. Tak Pia. Du kan se nogle af de fotos, der blev taget i forbindelse med frokosten og præmieuddelingen.

Nr. 1 i holdkonkurrencen.
Keld Sørensen, Lene Olesen, Benny Nicolaisen 

Hygge i restauranten.

              

I denne forbindelse vil jeg gerne på medlemmernes vegne rette en meget stor tak til ERA Biler A/S for donationen til dagens frokost. Bidraget var således - sammen med det beløb, vi havde reserveret i vores budget - tilstrækkeligt til, at vi endnu en gang kunne undlade at opkræve egenbetaling for frokosten. TAK ERA BILER. Bidraget er meget værdsat.

Sluttelig vil jeg på bestyrelsens vegne gerne takke alle medlemmer for en god sæson.

Bent Hansen

Senest ændret Torsdag, 10 Oktober 2019 12:43

SENESTE NYHEDER

Alle nyheder